Forside | Familieliv | Hestebrug | Pløjefri dyrkning | Rugbrød | Surgrønt | Dome

>> Tilbage til Pløjefri dyrkning

 

 Jordens fødekæde

 

Fødekæden starter helt nede på bakterieniveau. Oftest overser vi insekters rolle i det store billede, men bunden af pyramiden starter ved det som er usynligt: Bakterierne - de udgør fødekædens brede skuldre.

Herefter kommer andre (ikke synlige) arter som svampe og nematoder og derefter igen synlige, men ofte ubemærkede arter som orme, biller og insekter. De udgør igen fødegrundlaget for større dyr som fugle og mange pattedyr.

Hvis vi skal vi have et mangfoldigt dyreliv skal de første led i kæden altså være i god stand.


Noget som er meget overset er imidlertid hvordan disse første led i fødekæden indgår i samspil med planterne, der jo er første led i vores egen fødekæde.

Optimalt sunde planter er dækket med mælkesyrebakterier, som de samarbejder med på utallige måder. Selv plantens indånding af CO2 og udånding af ilt sker i samspil med de bakterier som sidder på overfladen. Har bakterierne ikke ordentlige vilkår svinder de i antal og giver plads til det som kaldes patogene bakterier/svampe/parasitter.

Disse er fra naturens side først beregnet til at formere sig når planten dør for at nedbryde denne. Men mangler de "gode" bakterier grundet en ubalance giver det mulighed for at de nedbrydende kommer til og optræder som skadevolderne/sygdommene i forhold til planterne. De ødelægger eller forringer afgrøden og som konsekvens bekæmpes de med kemikalier i moderne landbrug.

Nematoder og svampe opfattes normalt som noget negativt, men mange af dem har en positiv rolle. Svampene udskiller kraftige enzymer, som kan opløse næringsstoffer planterne ellers ikke kan få fat i. Nogle svampene opsamler disse og udveksler dem med planterne til gengæld for sukkerstoffer, som svampene ikke selv kan danne fordi de ikke kan lave fotosyntese.

Andre svampe fungerer som jægere, der kan aflive skadelige nematoder, som ellers angriber plantens rødder. Selv mikroliv som vi ikke umiddelbart kan se fordelen ved i forhold til planter er vigtige. Nematoder, protozaer og bakterier binder nemlig næringsstoffer i deres celler, som først frigives når de dør. På den måde bliver overskydende næring fastholdt midlertidigt i stedet for at løbe væk med drænvand eller sive ned i grundvandet.


Enkelte arters samspil er veldokumenteret, men der er aldrig lavet samlede undersøgelser af hvor stor betydning det har for planterne hvis samspillet mellem alle arter fungerer optimalt. Ud fra vores egne forsøg med pløjefri dyrkning ser det ud til at der kan udvikles fødevarer med exceptionel høj kvalitet og med et minimum af gødning, hvis vi fodrer og plejer denne fødekæde. Udfordringen er naturligvis at sikre at udbyttet er tilstrækkeligt højt og pålideligt nok og det tager noget tid før man finder den ideelle form.

 

 

Pløjefri dyrkning i sig selv er dog ikke nok.


Vi har kigget på hvad der giver de bedst mulige forhold for mikrolivet og på den måde udviklet vores dogmelandbrug med følgende regler.  

 

1. Jorden må ikke vendes (pløjes)

Mikrolivet har brug for luft og er derfor mest aktivt i de øvre lag (øverste 5 cm) af jorden. Vendes jorden (pløjning) så det aktive lag ender 10-20 cm under jorden dør en stor del af mikrolivet grundet mangel på ilt og ”forringet infrastruktur”.


2. Ingen tung trafik
Der skal være god jordstruktur og tung trafik komprimerer jorden så luften har sværere ved at trænge ned og mikrolivet har sværere ved at organisere sig.
Putter man samtlige væsner i fødekæden på en tallerken vil den største fortære alle andre ganske hurtigt.
Der er derfor brug for gemmesteder i jordstrukturen som egner sig til alle arter, ligesom der skal være god mulighed for forsyning af vand, luft og næring.

3. Der skal være planter i jorden hele året
Mikrolivets fødekæde lever i høj grad af sukkerstofferne som planterne udskiller. Er jorden bar svinder mikrolivet derfor ind. Derfor er det vigtigt, at der er plantevækst af en eller anden art hele året.

4. Gødning skal være svært tilgængelig
Mange af de symbioser som dannes mellem planter og mikroliv handler om at finde og tilvejebringe og udvæksle næring. Får planterne næringen direkte som alm. gødning er samarbejdet ikke nødvendigt og en masse arter af mikroliv vil derfor forsvinde.
Ligesom mennesker fungerer bedre på rugbrød end franskbrød skal mikrolivet have grov næring. Enten i form af gennemkomposteret materiale (kold kompost), grøngødning, stenmel eller lignende.

5. Der skal være stor plantediversitet
Forskellige arter foretrækker forskellige planter. Èn plantesort, eks. hvede kan ikke underholde nok mikroliv til at fødekæden fungerer optimalt. Det ser ud som om der skal være i hvert fald 30 slags planter for at få et velfungerende mikroliv. Imellem grøntsager kan det eksempelvis løses med rækker af vildvoksende ”ukrudt”. I kornmarker kunne det være græsudlæg med mange slags græs/urter.

 

Humus

De fleste dogmer udspringer af behovet for stort humusindhold. Humursig jord holder bedre på vand og næring og giver bedre "infrastruktur" for mikroliv, bl.a. fordi mikrolivet skal bruge luft ligesom os selv og derfor kvæles i kompakt jord 

 

Ovenstående principper har de sidste 3 år har de været grundlaget for hvordan vi dyrker. Vi har en stor udfordring i at vores jord fra starten havde et meget lavt humusindhold og at den derfor har tendens til at pakke meget hårdt sammen og i det hele taget ikke er optimal til pløjefri drift. På den anden side er skånsom, pløjefri drift den eneste reelle kur for vores jord, så selvom opstarten af hård er det den vej vi skal.

 

 

CO2 balance

Pløjefri dyrkning opbygger indholdet af humus og binder derimod CO2 i jorden. Det betyder reelt at planterne trækker CO2 permanent ud af atmosfæren. Et globalt skifte til pløjefri dyrkning vil derfor kunne have stor indflydelse på vores samlede CO2 udslip og dermed være en positiv faktor i forhold til global opvarmning.

Vi ved ikke med sikkerhed hvor meget CO2 det er muligt at binde med optimal drift, bl.a. fordi tallene varierer afhængig af jordtype og klima. Men selv konventionel pløjefri dyrkning i Danmark er i stand til at binde 750-1500 kg CO2 per hektar per år og vi tror naturligvis på at skånsom drift kan øge disse tal.

 



Galleri